Fredericia-back kan mærke Superliga-stemningen: Viser, at vi sagtens kan være med
Svenn Crone gør status på FC Fredericias tre første kampe i Superligaen.

FC Fredericia er nu tre kampe inde i tilværelsen som Superliga-mandskab.
Samme antal point står på kontoen hos oprykkerne, der besejrede Silkeborg i anden runde med 0-2 på kunstgræsset på Jysk Park.
Sejren har givet mod på mere, men det er også et kvalitetsstempel, der viser, at FC Fredericia godt kan spille med.
Det gælder ikke kun ud fra sejren i Silkeborg, men også momenter fra de to andre kampe, der bekræfter fredericianerne i netop det, fortæller Svenn Crone til Campo.
- Vi fik en lidt ærgerlig start mod Nordsjælland. Vi laver et par personlige fejl, der gør, at de får nogle for nemme mål. Jeg synes, at hele anden halvleg af Nordsjælland-kampen viser, at vi sagtens skal være med. Mod Silkeborg selvfølgelig synes jeg, at vi spiller en rigtig god kamp.

Fredericia tabte med 2-3 i sæsonpræmieren til FC Nordsjælland, men kom foran efter bare ét minuts spil og havde også bolden i mål tre gange - ét af målene blev bare annulleret for en forseelse i forbindelse med scoringen.
- Men vi skal jo tage alle de gode ting med og bare arbejde videre. Vi har jo fået point på kontoren, så det skal vi bare arbejde videre med.
Men det er ikke kun resultaterne, der gør, at der lige nu er en god stemning i og omkring FC Fredericia. Den gode stemning har luret allerede før sæsonen gik i gang.

- Hele opstarten har byggeriet været i gang, og vi har jo glædet os til at komme i gang - og det er jo dejligt at der kan vi følge op dernede (på tribunen, red.). Det er klart. Og det giver jo en rigtig god stemning.

- Der er jo masser af kampe tilbage, hvor der kommer fede oplevelser her også. Så det synes jeg er fedt for klubben og byen, at man har et superligahold nu.
FC Fredericia skal allerede runden efter nederlaget til de danske mestre fra F.C. København møde vicemestrene fra FC Midtjylland, hvor oprykkerne drager til MCH Arena.
Det sker i fjerde runde af Superligaen, og kampen mellem de to hold finder sted søndag den 10. august klokken 14.00.
FC Fredericia












