Bøvl med AI i Brøndby: Taktisk oplæg endte med ‘chicken and vegetables’ Foto: Shonan Bellmare og Brøndby IF

Bøvl med AI i Brøndby: Taktisk oplæg endte med ‘chicken and vegetables’

Brøndby IF’s to nye japanere har endnu ikke mestret hverken engelsk eller dansk, så derfor må de blå-gule tage andre kommunikationsmetoder i brug.

Foto: Shonan Bellmare og Brøndby IF

Sprogbarrieren er i den grad til stede i Brøndby IF.

Klubbens to nye, japanske islæt kan nemlig hverken tale dansk eller engelsk, og derfor har Frederik Birk og kompagni taget alternative midler i brug.

Det er foregået med en blandet mængde succes, hvis man spørger Brøndby-træneren, der selv deler en sjov anekdote om de sprogmæssige udfordringer på Vestegnen.

- Vi har jo prøvet med noget AI-udstyr, som gør, at de får informationer direkte oversat, når vi holder møder, men de kom lidt forvirrede ud efter et taktisk oplæg, hvor Søren, min analytiker, havde præsenteret et oplæg om en modstander.

- Der var deres AI-udstyr begyndt at snakke om 'chicken and vegetables', så de var sgu godt nok lidt forvirrede over, hvad det var for et taktisk oplæg.

- Der var også noget med, at vi ville erobre Tyskland og sådan noget, så de var helt forvirrede - også historisk - over hvad fanden det var, der lige var kommet ud af det møde.

- Vi har prøvet at være lidt kreative med AI med inspiration fra andre steder, men det er ikke helt lykkes. Fodbold er heldigvis et universelt spil, men de skal i gang med at lære engelsk, og så skal vi have dem integreret hurtigt, fortæller Frederik Birk til Campo og den øvrige fremmødte presse efter det europæiske avancement mod HB Tórshavn torsdag.

I Brøndby har man trods alt haft god succes med at rekruttere fra Japan, da Yuito Suzuki kom til og senere blev solgt for et ganske klækkeligt beløb til Bundesliga-klubben SC Freiburg.

Både Kotaro Uchino og Sho Fukuda har fået en fornuftig start i Brøndby, hvor førstnævnte diskede op med to kasser i sin uofficielle debut mod Vejle i pre-season, mens sidstnævnte scorede målet, der sendte Brøndby videre i Conference League.

Det kan du læse mere om her:

Brøndby IF slider sig videre i Conference League

Mest læste

Notifications

Notifikationer