Trods uventet førsteplads: Dansk Viking-duo frygter FCK-agtige Bodø/Glimt
Danskerne Anders Bærtelsen og Peter Christiansen har været med til at spille Viking FK på en overraskende førsteplads i Eliteserien. Men til Campo fortæller duoen, at det bliver svært at holde særligt et hold bag dem.

De seneste mange år har Bodø/Glimt været en uhyggelig magtfaktor i norsk fodbold.
Med fire mesterskaber i det sidste fem sæsoner har det gulklædte mandskab med succestræneren Kjetil Knutsen leveret store resultater, der også er nået uden for landets grænser.
Men lidt over halvvejs gennem den norske sæson er det ikke Bodø/Glimt, der fører Eliteserien.
Det gør derimod Viking FK, der med danske Anders Bærtelsen og Peter Christiansen har overrasket mange i norsk fodbold.
Men ikke dem selv, fortæller dansker-duoen til Campo.
- Jeg tror ikke, at der er mange, der har forventet, at vi ville føre ligaen, men Viking har jo været et tophold de seneste mange år. I hvert fald i den tid, hvor mig og Peter har været i Norge. Sidste vandt klubben jo bronze, hvor Peter [Christiansen] var med, så det er ikke fordi det er uvant at være med i toppen, siger Anders Bærtelsen, der kom til fra Haugesund forud for sæsonen.
Både Anders og Peter forstår godt, at holdets nuværende førsteplads har fået folk til at løfte øjenbryn.
- Der er jo klubber, der er større i Norge end os. Man kan jo nævne Rosenborg, Molde og Bodø/Glimt, som jo nok svarer lidt til Brøndby, FC Midtjylland og FCK hjemme i Danmark, siger Peter Christiansen og bliver suppleret af holdkammerat Anders:
- Hvis du vil sammenligne os med et hold, så er AGF nok et meget godt bud. Ikke fordi vi er det norske AGF, men det er svært at se os som favoritter, selvom det har kørt godt for os, siger Anders Bærtelsen til Campo.
Store, Stygge Bodø/Glimt
I skrivende stund har Viking FK fire point ned til nærmeste forfølger, der er netop Bodø/Glimt.
Men grundet Bodøs store europæiske eskapader i sidste sæson, hvor holdet nåede frem til Europa League-semifinalen, har holdet spillet to færre end Bærtelsen og Christiansens Viking.
Og respekten er virkelig stor for de forsvarende mestre, der udmærker sig på et par bestemte punkter, ifølge de to Viking-danskere.
- Du har jo formentlig set dem i europæisk fodbold. De har en meget klar spillestil, og så har de jo en masse spillere, der kender konceptet efter mange år i klubben. Det gør dem utroligt svære at spille imod, siger Anders Bærtelsen og bakkes op af Peter Christiansen:
- De har jo også haft Kjetil Knutsen som cheftræner meget længe, og rent økonomisk står de jo også et godt sted efter mange store salg og gode år i europæiske turneringer. Man kan bare se, hvad de henter ind fra Danmark, og hvilke summer de bruger, siger Peter Christiansen med henvisning til købet af AaB-stjernen Mathias Jørgensen.

Men selvom det bliver svært at holde de norske sværvægtere bag dem, kommer Viking ikke til at kaste håndklædet i ringen.
- Vi er egentlig ikke der, hvor folk er begyndt at tale om guld endnu. Vi har mødt Bodø/Glimt to gange allerede, så nu er de interne kampe væk, og så må vi jo se, om de smider point her og der, siger Peter Christiansen til Campo.
I juni udspillede Viking og Bodø/Glimt et mageløst opgør, der efterfølgende blev kaldt for 'årets kamp' i Norge.
Læs mere om den her:

Bodø/Glimt












