Trods stor interesse: Priske har ikke travlt med svensk exit
August Priske er meget eftertragtet i disse dage, men den unge angriber har ikke travlt med at komme ud af døren i Djurgården.

Fem mål i fire kampe gør underværker. Det kan den 21-årige dansker August Priske nikke genkendende til.
August Priske, eller 'Jesus Priskus' som den svenske klubs fans kalder ham, er et af de varmeste navne på transferblokken i Allsvenskan, men det tidligere FC Midtjylland-talent har ikke travlt med at komme videre fra Djurgården.
- Når man gør det godt, kommer interessen, men jeg er rolig. Det lyder klichéagtigt, men jeg kan virkelig godt lide at være her - især når jeg spiller med de her gutter.

- Jeg har ikke travlt. Der, hvor jeg er lige nu, ser jeg ingen grund til at forlade klubben, siger Priske til svenske Aftonbladet.
Den danske målræv trives i det svenske, og Djurgården så også meget gerne en fremtid, hvor Priske fortsat er en del af holdets planer.
– Vi har altid ønsket, at han skulle være her på lang sigt. Han viste allerede i efteråret, hvor konkurrencen blandt angriberne måske endda var endnu hårdere, at han stadig fik spilletid.
- Angribere bliver målt på scoringer, og når man scorer, vokser man. Det er tydeligt at se her. Han er en utrolig spændende spiller, som får et sjovt efterår i Djurgården, siger klubbens sportschef, Bosse Andersson til det svenske medie.
August Priske står noteret for syv mål i 14 kampe i indeværende sæson. I alt har han nettet 12 gange i 38 kampe for Djurgården.

Djurgården
August Priske












