For tredje gang: Jasper Cillessen vender igen hjem
Den 36-årige målmand har underskrevet en étårig kontrakt.

Hans skiftede som 12-årig i 2001, og igen i 2022 skrev han kontrakt med klubben.
Nu er Jasper Cillessen for tredje gang i karrieren ny mand i NEC NIjmegen.
Den tidligere Ajax- og FC Barcelona-målmand er fredag blevet præsenteret i hjembyen, hvor han har skrevet under på en étårig kontrakt.
Jasper Cillessen skiftede så sent som sidste sommer væk fra NEC, da LaLiga-klubben Las Palmas lykkedes med at lokke ham til ferieøen Gran Canaria.
Her startede Cillessen som førstemålmand, men efter en skade blev det slet ikke til spilletid i sæsonens sidste ni LaLiga-kampe, hvor det ikke lykkedes Las Palmas at redde sig.
I barndomsklubben erstatter Cillessen Robin Roefs, der tidligere på dagen skiftede til Premier League-oprykkerne fra Sunderland.
- Jasper bringer ikke kun en masse erfaring og kvalitet med sig, men kender også klubkulturen bedre end nogen anden.

- Efter Robins afgang ledte vi efter en målmand, der hurtigt kunne tilpasse sig, hurtigt kunne være til rådighed og naturligvis være en værdifuld tilføjelse for N.E.C. Jasper opfylder alle de kriterier og er en stor gevinst for os – både på og uden for banen, lyder det fra Carlos Aalbers, der er sportsdirektør i NEC.
36-årige Jasper Cillessen står i alt noteret for 197 kampe i den hollandske Æresdivision, mens det er blevet til 65 hollandske a-landskampe, hvor den seneste kom i marts 2023.
Las Palmas
NEC Nijmegen












