Trods avancement: Det var ikke godt nok, siger Brøndby-profil
Selvom Brøndby er videre i Conference League er Marko Divkovic ikke tilfreds med torsdagens opgør mod færøske HB Tórshavn.

Brøndby IF er videre i Conference League-kvalifikationen.
Det lykkedes Frederik Birk og kompagni at få skovlen under færøske HB Tórshavn, som langt henad vejen så ud til at blive kørt over af de blå-gule.
Kuglen ville bare ikke ind for Brøndby trods flere gode chancer, og således var spændingen totalt intakt - og mere til - da opgøret gik ind i de døende minuter, og det er ikke godt nok, hvis man spørger Marko Divkovic.
- Vi er videre til næste runde, og det føles godt, men det var ikke godt nok. Vi må ikke være så bange mod et hold som det her - med al respekt for dem.
- Vi havde en god kamp, og vi skabte mange chancer, men vi scorede ikke, så det skal vi arbejde på. Vi manglede bare lige de sidste marginaler, fortæller Marko Divkovic efter Brøndbys europæiske avancement til Campo og de øvrige fremmødte medier.

Med avancementet er Brøndby IF klar til tredje kvalifikationsrunde til ligafasen i Conference League.
Her kan Divkovic og kompagni enten møde islandske Vikingur Reykjavik eller albanske Vllaznia, når tredje kvalifikationsrunde løber af stablen den 7. august.
Brøndby IF













