Officielt: Dansker overtager roret i traditionsklubben Sheffield Wednesday
Den 47-årige dansker er nu tilbage i cheftrænerstolen i sit hidtil største job.

Den 7. juli forlængede han sin kontrakt som assistent, men nu tager han endnu et gigantisk skridt.
47-årige Henrik Pedersen er officielt blevet forfremmet til cheftrænerposten i Championship-klubben Sheffield Wednesday, efter tyske Danny Röhl tirsdag blev opsagt.
Det bekræfter The Owls torsdag på sin hjemmeside.
Henrik Pedersen kom til Sheffield Wednesday i oktober 2023, efter han i godt to år havde været cheftræner i Vendsyssel FF.
Han gik direkte ind staben som assistenttræner for den i dag bare 36-årige tyske Danny Röhl, som han siden har fungeret som assistent for i i alt 89 kampe.
Tidligere på ugen blev Hillsborough-klubben enig med Röhl om at ophæve tyskerens kontrakt, og nu er det altså en den 47-årige vestjyde, der med øjeblikkelig virkning, overtager tøjlerne.

Henrik Pedersen har tidligere fungeret i forskellige roller i Red Bulls fodboldafdelinger, hvor det både er blevet til roller som ungdomstræner og akademimanager i Salzburg og cheftræner og teknisk direktør i den nu hedengangne søsterklub i Red Bull Ghana.
Han har ligeledes været akademichef i både Holstebro, Esbjerg fB og AGF, ligesom han har været cheftræner i klubber som HB Køge, tyske Eintracht Braunschweig, norske Strømsgodset og altså senest i Vendsyssel FF.
Henrik Pedersen er oprindeligt fra den lille by Humlum lidt nord for Struer.













