Steffen Højer valgte AaB til: Fik tilbud fra kæmpeklub i udlandet
Steffen Højer havde fine tilbud ovenpå en flot EM-slutrunde.

Det er mere end 26 år siden, Steffen Højer forlod Aalborg og AaB med en DM-guldmedalje om halsen.
Klubbens tidligere angriber vendte tirsdag tilbage som ny cheftræner i klubben, men AaB var bestemt ikke den tidligere U21-landstræners eneste mulighed denne sommer.
Efter en fin EM-slutrunde med det danske U21-landshold skortede det nemlig ikke på tilbud til den sypatiske viborgenser.
Det fortæller Steffen Højer selv til Viaplay.
- Det har været alt fra en kæmpeklub i udlandet, hvor jeg selvfølgelig ikke var cheftræner, men hvor jeg skulle arbejde med de unge omkring holdet. Det overvejede jeg rigtig kraftigt.
- Det har været som cheftræner i en rigtig fin klub i udlandet, og det har været som assistenttræner for to klubber, hvor jeg tænkte, at det kunne være rigtig fedt, fortæller Steffen Højer, der ikke ønsker at sætte navn på nogen af klubberne.
Når valget i stedet faldt på en tilværelse som cheftræner i den næstbedste danske fodboldrække, så skyldes det i høj grad den historik, Højer har i den nordjyske klub.

- Der var det her med AaB, og jeg har mange gode minder fra Aalborg, hvor jeg havde en god tid, og jeg ved, hvad den klub kan blive igen, og det kunne jeg virkelig godt tænke mig at blive en del af.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er en klub, der har haft nogle problemer og ligger lidt ned. Nu handler det om at bygge tingene rigtig godt op igen, lyder det fra Steffen Højer.
Du kan høre mere fra Steffen Højer - blandt andet hvad han fortalte AaB-ledelsen under sin ansættelsessamtaler - herunder:

AaB












