Robin Olsen afviste FCK-tilbud: Jeg vil vinde for Malmö
Robin Olsen vender tilbage til Parken, når F.C. København og Malmö FF tørner sammen i næste runde af kvalifikationen til Champions League.

Der venter to særlige kampe for Robin Olsen, når Malmö og F.C. København brager sammen med i tredje runde af kvalifikationen til Champions League.
Den dansk-svenske målmand startede karrieren i Malmö, men endte senere ad omveje i FCK i 2016 til stor utilfredshed for de svenske fans.

Denne sommer er han dog vendt hjem til Malmö, efter at være blevet taget til nåde af klubbens fans, og onsdag aften spillede Olsen og Malmö sig videre til tredje runde.
Efter kampen blev der råbt 'vi hader København' fra de svenske fans, og hadet til FCK er da også stort i Malmö, men 35-årige Olsen respekterer sin gamle klub.
Og han afviste FCK tidligere på året, fortæller han.
- Jeg har spillet for dem (FCK, red.), men jeg ved også, hvad folk her i byen mener. Jeg respekterer alle klubber, jeg har spillet for, men jeg vil vinde for Malmö FF.
- Jeg elsker denne klub. Jeg havde et tilbud fra FCK, men jeg havde kun én ting i hovedet: At komme hjem og spille for Malmö, siger Olsen ifølge svenske Expressen.
Da Olsen skiftede til FCK i 2016 kaldte han den danske klub for 'sin yndlingsklub' og det faldt mange Malmö-fans for brystet. Han blev lagt på is af Malmös fans, men har fået talt tingene ud denne sommer.
Han er da også okay med, at der er ekstra opmærksomhed på ham forud for kampene.
- Hvis I vil fokusere på mig, så gør det – jeg har intet problem med det. Det vigtigste for mig er, at vi går videre.
- Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem vi møder. Jeg vil vinde og spille Champions League, slutter Olsen.
Robin Olsen har sammenlagt spillet 80 kampe i Malmö over to perioder. Han har 100 kampe for FCK.
På tirsdag den 5. august spilles første kamp i Malmö, og der er returopgør i Parken en uge efter.

F.C. København
Malmö FF













