Neestrup om valg af Mattsson: Bare været pivgod
Magnus Mattsson starter inde for første gang i denne sæson.

Når man spiller godt, så fortjener man at spille.
Derfor har Magnus Mattsson for første gang fundet vej til startopstillingen i denne sæson.
Selvom der kun er spillet to kampe indtil videre, så har den 26-årige offensivspiller startet på bænken, men er kommet ind og scoret. Både i Superliga-premieren mod Viborg og i Champions League-kvalifikationskampen mod Drita.

Mattssons betydning i de to vundne kampe er ikke til at komme udenom, og derfor får han også lov at starte inde denne gang, fortæller Jacob Neestrup.
- Han (Magnus Mattsson, red.) har bare været god. Pivgod. Så fortjener man jo at spille, siger Neestrup til FCK TV.
I en periode med mange kampe er Neestrup dog samtidig nødt til at rotere lidt blandt sine startende spillere for at holde det høje niveau.
- Det er en helt stor balance. Rotér med mod. Ikke for lidt, for så får du skader. Du kommer til at mangle friskhed, du kommer også til at mangle ejerskab. Roterer du for meget, så kommer du til at miste rytme og kontinuitet, stabilitet.
- Roterer du perfekt, så får du ejerskab, du holder stabilitet og kontinuitet, og holder folk friske og skadesfri. Så det er jo det, vi prøver at ramme. Det er ikke nemt, men vi gør vores bedst, siger Jacob Neestrup.
F.C. København sparker lørdagens eneste Superliga-kamp i gang kl. 18:00 mod Vejle Boldklub. Kampen kan ses på TV2 Sport X og TV2 Play.
Se hvordan de to hold starter herunder:

F.C. København
Vejle Boldklub
Jacob Neestrup












