Duelund: Bare sindssygt glad for at spille fodbold
Efter et hårdt forår i Aarhus er Duelund blevet fast mand for Vejle.

Lørdag aften blev det til et nederlag i Parken for Mikkel Duelund og Vejle Boldklub.
- Det er klart, at når man er bagud 2-0 i Parken efter relativt kort tid, så er det opad bakke. De er bare et godt hold. Cadeau til dem, fortæller Mikkel Duelund til TV 2 efter kampen.
Mikkel Duelund har været meget vokal omkring, at den sidste tid i AGF ikke var nem for midtbaneprofilen, der ikke fik mange spilleminutter under Uwe Rösler. Nu er han så blevet fast mand i Vejle, hvor han har spillet fuld tid i begge Superliga-kampe.
- Jeg tænker ikke så meget på det. Jeg er bare sindssygt glad for at spille fodbold.
- Jeg kan mærke, at jeg stadig har gnisten. Det er fedt. Jeg har vidst i lang tid, at min krop godt går holde til det. Det var bare et spørgsmål om tid, før jeg fik lov til at vise det.
- Der er masser at arbejde på endnu, men det er klart, at jeg er glad for at spille fodbold igen, fortæller Mikkel Duelund til TV 2.
28-årige Mikkel Duelund har skrevet kontrakt med Vejle frem til sommeren 2027.
F.C. København
AGF
Vejle Boldklub












