Nørgaard er realistisk om ny rolle i Arsenal: Der er meget konkurrence
Danskeren, der denne sommer er skiftet til Arsenal, ved, at han kan få en anden rolle, end han havde i Brentford.

Arsenal har i den grad oprustet forud for den nye sæson.
På midtbanen er både den spanske europamester Mikel Zubimendi og danske Christian Nørgaard kommet til klubben.
Her slutter de sig til en i forvejen stærk samling midtbanespillere. Blandt andre Declan Rice, Martin Ødegaard og Mikel Merino.
Det betyder også, at der vil være stor konkurrence om pladserne, når Mikel Arteta skal sætte sit Arsenal-mandskab op i den kommende sæson. Det er dog ikke noget, der afskrækker den nyslåede Arsenal-dansker.
- Jeg er realistisk, selvfølgelig. Jeg ved, at det er et skridt op i forhold til kvalitet og størrelse på klubben. Men jeg er her også for at bidrage, ellers ville jeg ikke have taget skiftet.
- Jeg ved dog også, at der er nogle af de bedste spillere i verden på min position i klubben, så det vil være kompetitivt. Sådan siger Christian Nørgaard på et Arsenal-pressemøde på klubbens træningslejr i Singapore ifølge klubbens hjemmeside.

Den tidligere Brentford-anfører har også en klar idé om, hvad der skal til, hvis man skal have minutter på Arsenal-midtbanen. Det stærke felt skal nemlig ses som et udtryk for en gardering snarere end en konkurrence ifølge danskeren.
- Det handler om at være tilgængelig. Jeg er vant til at spille 38 kampe på en sæson, her er det snarere 60 kampe, så man skal bruge en hel trup. Jeg vil holde mig tilgængelig. Jeg ved, at mine chancer nok skal komme, og så handler det om at tage dem, siger Nørgaard på pressemødet.
Selv mener Christian Nørgaard, at han kan bidrage med en masse udenfor banen såvel som på banen. Det mener Mikel Arteta faktisk også.
Det kan du læse mere om her:

Arsenal
Christian Nørgaard












