Mjälby-boss røber Jeppe Kjærs pris: Aldrig været i nærheden før
Jeppe Kjær er ny mand hos Allsvenskans førerhold og er blevet hentet for en stor sum, fortæller klubbens sportsdirektør.

Jeppe Kjær er netop skiftet til denne sæsons helt store overraskelse i Allsvenskan, Mjällby AIK.
Den lille klub indtager lige nu førstepladsen i Sverige, og i mandags forstærkede man sig med den 21-årige dansker, som er hentet i Bodø/Glimt.
Svenske medier var hurtige til at berette, at Mjällby måtte slippe ti millioner svenske kroner, omkring 6,7 millioner danske kroner, for Kjær, som er blevet kaldt en 'nøglesigning'.
Men nu løfter Mjällbys sportschef Hasse Larsson sløret for den faktiske pris.
- Han koster os omkring otte millioner kroner (cirka 5,4 millioner danske kroner, red.). Det er en handel af en kaliber, vi aldrig før har været i nærheden af, udtaler sportschefen til Blekinge Läns Tidende.
Mjällby ligger fire point foran andenpladsen i Allsvenskan, som er over halvvejs. Klubben har aldrig vundet det svenske mesterskab, og der er da også en særlig grund til, at Jeppe Kjær er købt for den - i Mjällby sammenhæng - store sum.

- Det er selvfølgelig fordi, vi føler, at vi har en chance for at kvalificere os til europæisk fodbold, lyder det fra Hasse Larsson.
Mjällby solgte tidligere på sommeren Nicklas Røjkjær til FC Nordsjælland i en handel, der ifølge svenske Expressen, sikrede den svenske klub over 13 millioner danske kroner.
Jeppe Kjær kan få officiel debut på søndag, hvor Sirius gæster Strandvallen, Mjällbys hjemmebane.















