Forbund bekræfter: Dansk angriber skifter nationalitet
Han skal fremover tørne ud for Kosovo, bekræfter præsident.

Randers FC's 18-årige talent Rinor Rexhepi skifter nationalitet.
Den unge angriber har både rødder i Danmark og i Kosovo, men har endnu aldrig trukket den rød-hvide trøje over hovedet.
Og nu bliver det Kosovos blå landsholdsdragt, som han i fremtiden skal bære. Det bekræfter Agim Ademi, præsident i Kosovos Fodboldforbund.
- Rinor er angriber i Randers U19 i den danske Superliga, og han kommer med dedikation, passion og stort potentiale, og er en værdifuld tilføjelse til vores trup til de kommende kvalifikationskampe, udtaler præsidenten ifølge Koha Ditore.
Den landsdækkende avis skriver, at Rexhepi i første omgang skal tørne ud for Kosovos U19-landshold, men vejen er lagt for den unge angriber, mener præsidenten.

- Vi tror på, at dette kun er begyndelsen på en lang og succesfuld rejse i landsholdstrøjen for Rinor.
Rexhepi har ikke fået debut på Randers' superligahold endnu, men har trænet med flere gange på Rasmus Bertelsens mandskab.
Han har tidligere været tilknyttet akademiet i AC Horsens.













