Niels Frederiksen og Lech Poznan lammetæver islændinge
Niels Frederiksen og de polske mestre fra Lech Poznan er kommet suverænt fra land i Champions League-kvalifikationen.

Der var ganske enkelt klasseforskel, da Niels Frederiksens polske mesterhold fra Lech Poznan tog imod de forsvarende islandske mestre fra Breidablik.
Her fik islændingene i den grad ørerne i maskinen, da polakkerne allerede tog fat i det fjerde spilminut og åbnede ballet.
Det lykkedes Breidablik at svare igen efter en halv time på et straffespark, men kort efter blev gæsterne reduceret til ti mand, og det gjorde intet godt for deres chancer i opgøret.
Derefter plantede Niels Frederiksen og kompagni nemlig foden solidt på speederen og gik målamok kort før pausen. På ti minutter fik Lech Poznan nemlig scoret hele fire mål og gjort det til 5-1.
Den polske dominans fortsatte i anden halvleg, da ydmygelsen blev total efter to yderligere scoringer til kampens slutresultat 7-1.
Således er der altså ikke meget håb for videre avancement, hvis man er Breidablik, mens Niels Frederiksen formentlig allerede er begyndt at tænke over, hvem der bliver modstanderen i tredje kvalifikationsrunde til Champions Leagues ligafase.
Her bliver det enten serbiske Røde Stjerne Beograd eller gibraltariske Lincoln Red Imps. Førstnævnte fører opgøret efter det første møde.
Niels Frederiksen og kompagni spiller returopgør onsdag i næste uge.













