Mbeumo aldrig i tvivl: Manchester United er min drømmeklub
Den nu tidligere Brentford-angriber skifter til den klub, han er vokset op med.

Drømmeklubben.
Bryan Mbeumo har altid drømt om at spille for Manchester United, og det er nu en realitet.
Den 25-årige angriber er netop blevet præsenteret hos The Red Devils, hvor han har underskrevet en kontrakt frem til 2030 med mulighed for et års forlængelse.
Mbeumo har gjort det fantastisk under Thomas Franks ledelse i Brentford, men nu var tiden kommet til næste skridt. Og det er i angriberens øjne det helt rigtige sted at tage hen.

- Så snart jeg vidste, at der var en chance for at skifte til Manchester United, så måtte jeg gribe muligheden og skrive under for mit drømmehold; det hold, hvis trøje jeg har båret i min opvækst, siger Mbeumo til Manchester Uniteds hjemmeside.
Den franskfødte nu tidligere Brentford-spiller har scoret 70 mål gennem sine seks år i klubben. I den forgangne sæson spillede han 38 Premier League-kampe og scorede 20 mål.
Nu ser Mbeumo frem til at optræde på en af de største scener i verden.
- Min mentalitet er altid at blive bedre, end jeg var i går. Jeg ved, at jeg har den mentalitet og karakter, der skal til for at nå næste niveau ved at lære fra Ruben Amorim og spille sammen med verdensklasse spillere.
- Alle har fortalt mig om det miljø, der skabes her, og hvilke spændende planer der er for fremtiden. Det er en kæmpe klub med et fantastisk stadion og nogle fantastiske fans, og vi er alle meget motiverede for at konkurrere om de største trofæer, siger Bryan Mbeumo.
Det betyder samtidig, at danske Rasmus Højlund får yderligere konkurrence om spilletid for Manchester United.
Mbeumo startede karrieren i Frankrig hos Troyes, inden turen gik til Brentford i 2019.

Manchester United












