Duelunds sidste tid i Aarhus var svær: Jeg følte mig ikke værdsat
Mikkel Duelund har fået en ny start i Vejle Boldklub.

53 minutter på syv indhop i Superligaen.
Det var realiteterne for Mikkel Duelund i sidste sæson for AGF. Duelund var i dele af sæsonen skadesplaget, og når han ikke var skadet, var minutterne fortsat få.
Denne sommer forlod han derfor GF til fordel for Vejle Boldklub, og allerede i søndagens sæsonpremiere oversteg han sidste sæsons samlede minutantal med 97 minutter i ilden.

I den forgangne sæson i AGF måtte Duelund se langt efter minutter for GF, og den sidste tid i Smilets By er ikke en, han husker tilbage på med et stort smil på læben, fortæller Duelund til Viaplay.
- Det var en svær tid for mig (det sidste år i AGF, red.), på grund af skader og en træner måske også, man måske ikke var helt enig med. Det var ikke en god tid for mig, men det er en ny start her i Vejle, og indtil videre nyder jeg hvert eneste minut her.
Nu er 'Duen' landet i Vejle, og hvorfor det lige præcis blev Vejle, er meget simpelt for Duelund.
-Jeg havde en følelse af, at Vejle havde en klar plan med mig og vil mig rigtig meget. Det er altid attraktivt som fodboldspiller, når man mærker den der gensidige ting, der skal være.
- Og så kom jeg fra et sted, hvor jeg ikke følte mig helt værdsat, så tingene gav bare mening. Det var faktisk ikke så svær en beslutning for mig, siger han.
Duelund er hentet til Vejle på en toårig aftale.
I AGF noterede han sig for 40 kampe med fire scoringer og tre assists til følge.
I sæsonpremieren mod Randers FC sikrede Vejle sig ét point på en dramatisk scoring sent i overtiden. Læs mere herunder:

AGF
Vejle Boldklub












