Debutantrige Vejle redder point i sidste øjeblik mod Randers i varm solskinskamp
Vejle Boldklub havde hele seks nye spillere i startopstillingen, da Randers FC kom på besøg i første spillerunde.

Vejle Boldklub overlevede med nød og næppe i den forgangne sæson.
Nu er en ny sæson startet, og i første spillerunde mod Randers FC havde vejlenserne intet mindre end seks debutanter med i startopstillingen.
Ivan Prelec, der er tilbage i trænersædet i Nørreskoven, havde blandt andet fundet plads til Christian Sørensen, Andrew Hjulsager og Mikkel Duelund. En af debutanterne endte da også med at spille en hovedrolle i kampens sidste sekunder.
Der var op mod 30 graders varme i Vejle søndag eftermiddag, og derfor blev der undervejs holdt flere vandpauser.
Spillet på banen tegnede også et mønster af, at spillerne kæmpede med at komme i gang i varmen.
Første halvleg forløb uden de store chancer og endte målløs.
Det var først efter pausen, at de jyske hold for alvor kom i sving.
Efter en times spil kunne Sabil Hansen bringe Hestene foran med 1-0 efter en returbold fra Igor Vekic i Vejle-målet.
Se målet øverst i artiklen.

Føringsmålet satte gang i hjemmeholdet, og Jonathan Amon var tæt på at få scoret i sin debut for Vejle.
Men den hurtige kantspiller med fortid i Lyngby kunne lige præcis ikke nå frem til bolden.
Det lignede længe at Vejle skulle gå fra hjemmebanen med et nederlag til Randers nøjagtig som i den første runde af seneste sæson, men den 18-årige debutant Abdoulaye Camara ville det anderledes.
I det sidste minut af tillægstiden dumpede bolden ned for fødderne af ham på kanten af Randers-feltet, hvorfra han hamrede bolden ind ved forreste stolpe. Dermed sikrede debutanten et point til Vejle i første spillerunde.
Inden kampen kunne Randers FC's sportsdirektør afsløre, at klubben forhandler om et salg af klubbens helt store profil.
Læs mere om det her:

Vejle Boldklub
Randers FC












