Transfer afsløret: Vejle henter 18-årig offensivspiller
Vejle Boldklub skriver med Abdoulaye Camara, som har været på prøvetræning i klubben.

Vejle Boldklub teasede tidligere på fredagen for, at en transfer var på vej.
Nu har klubben løftet sløret og annonceret, at man henter 18-årige Abdoulaye Camara.
Den unge offensivspiller har trænet med i klubben gennem flere uger, og nu har klubben skrevet en fireårig kontrakt med Camara, som kommer fra Guinea.
Camera kommer op fra det afrikanske akademi Académie GFI, og Vejle har gjort et grundigt arbejde, fortæller klubbens sportsdirektør.
- Jeg har rejst meget i Afrika, men der er stor forskel på observation af en spiller i deres lokale miljø og vores miljø. Vi vil derfor altid prioritere at se dem i vores omgivelser, inden vi træffer den endelige afgørelse.
- Det er helt normal praksis, ligesom vi heller ikke kommer til at forhåndsinformere om unge spilleres prøveophold i Vejle Boldklub, udtaler Mikkel Hemmersam til klubbens hjemmeside.

Camara er nok et ubeskrevet blad for de fleste, men den unge spiller fortæller selv, hvor hans kvaliteter - og mangler - ligger henne.
- Jeg er en offensiv spiller, der kan lide at have bolden, score mål og sætte mine medspillere op. Der er meget taktisk at lære, men holdet vil gerne have bolden, og det går fint med at falde ind, siger Abdoulaye Camara.
Han glæder sig til at trække i den røde trøje og fortæller, at han hverken kendte meget til Vejle Boldklub eller Danmark generelt, men har fået et positivt indtryk efter de første uger.
- Der vil være tilvænning i min begyndelse i Vejle, fordi jeg kommer til et nyt land og et nyt kontinent, men jeg er meget tilfreds med, at min fremtid som fodboldspiller ligger i Danmark og Vejle.
- Sproget er udfordrende for mig, men jeg øver mig på engelsk hele tiden, og mine holdkammerater hjælper mig, så godt de kan, lyder det Abdoulaye Camara.
Camara er den niende tilgang denne sommer. Den ottende, Wahid Faghir, ser også positivt på klubben. Læs mere her.

Vejle Boldklub












