AaB-boss er fortrøstningsfuld: Vi er i en fin proces Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB-boss er fortrøstningsfuld: Vi er i en fin proces

Bo Zinck står i spidsen for AaB til lørdagens sæsonpremiere, men det er ikke sikkert, han også er det næste uge.

Michael Tuxen Boll smiler i AaB
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I morgen er det præcist én måned siden, at Bo Zinck blev gjort til midlertidig cheftræner i AaB.

Dengang fortalte AaB's direktør, Michael Tuxen Boll, at han var tryg ved Zinck i spidsen "i de kommende dage eller uger" indtil en ny cheftræner var på plads.

Når AaB i morgen sparker hul på sæsonen ude mod Kolding er der gået en måned, men direktøren er fortsat tryg ved Zinck.

- Det har været aftalen fra dag ét, at det er Bo, der er midlertidig cheftræner, indtil andet måtte blive meldt ud. Jeg er stadig meget tryg ved Bo og det, jeg har set de sidste mange uger. Det er jo ingen uerfaren mand, der står i spidsen, og han har prøvet meget i sin lange karriere - også i den liga, som vi nu skal spille med i.

- Samtidig skal der også lyde en stor ros til staben omkring ham, som virkelig har stået sammen og leveret flot i den her situation, udtaler Michael Tuxen Boll til Campo.

Zinck står altså i spidsen i sæsonåbneren, men Tuxen garanterer ikke, at han også er det i andenrunde-kampen mod Hillerød.

Michael Tuxen Boll smiler i AaB
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

For arbejdet med en ny sportsdirektør skrider nemlig fremad.

- Vi er i en fin proces lige nu, og vi bruger den tid, vi synes, vi skal bruge, for at få den rigtige mand på plads. Det tager bare tid, fordi vi tillader os at gøre det ordentligt. Det er der ikke noget odiøst i, og det synes jeg faktisk, at klubben, spillerne, fansene, ja hele Nordjylland fortjener.

- Jeg er med på, der er gået syv-otte uger, men der er også sket meget og bølgerne er gået højt. Men alt andet lige, synes jeg også, at vi lige nu er i en proces, hvor det handler om rettidig omhu.

Flere store navne har været sat i forbindelse med det sportsdirektørsædet, fyringen af James Gow efterlod, og selvom afløseren ikke er på plads endnu, skyldes det ikke, at AaB har får mange afvisninger.

- Får vi mange nej'er? Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man læser. Det handler jo om flere forskellige ting. Vi bruger tiden fornuftigt og laver en god og grundig research, på hvem vi gerne vil have ind. Mange har henvendt sig på jobbet, men det er nogle, vi mener ikke, har været rigtige for AaB lige nu.

Bo Zinck for Vendsyssel
Bo Zinck er vikarierende cheftræner. Han har bl.a. erfaring fra Vendsyssel. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

- Når vi prøver at være ambitiøse på det her marked, så tager det også bare lidt længere tid. Det er jo ikke nok bare at ringe til en kandidat og spørge, om du vil have et job.

Hvornår håber du at have en ny sportsdirektør på plads?

- Der går forhåbentlig ikke lang tid, og forhåbentlig taler vi nærmere dage eller uger end måneder.

AaB's opgør ude mod Kolding fløjtes i gang lørdag klokken 14.

Mest læste

Notifications

Notifikationer