Zorniger bekræfter: Han er den nye kaptajn i OB
Når Alexander Zornigers OB-mandskab åbner sæsonen er det med en spritny anfører.

Odense Boldklub har kort inden sæsonstarten valgt en ny anfører.
Den unge angriber Luca Kjerrumgaard er blevet solgt til italienske Udinese, og Viljar Myhra er ude på ubestemt tid. Dermed skal en ny mand bære anførerbindet.
Her har klubbens spritnye træner Alexander Zorniger truffet beslutning om, at det skal være en helt ny mand i klubben.
Valget er nemlig faldet på Rasmus Falk, der netop er blevet hentet til klubben fra F.C. København. Det er der mange grunde til, og den tyske cheftræner løfter sløret for, at det hele tiden har været en del af planen, men at tingene er gået en smule hurtigere end planlagt.
- Planen var ikke at give ham anførerbindet allerede fra begyndelsen, men efter Luca forlod klubben var det klart, at med hans erfaring var det den logiske beslutning for klubben.
Tyskeren har også masser af rosende ord tilovers for den nye kaptajn, som heller ikke var helt ukendt for tyskeren.
- Jeg kender Falk fra mange kampe, hvor vi har konkurreret, så han var en spiller, jeg gerne ville have på grund af hans karakter, hans fodboldkvaliteter og hans mentalitet. Han hjælper os allerede meget.
Valget er faldet på den 33-årige midtbanemotor af flere grunde forklarer tyskeren. Blandt andet har Falks forhold til klubben spillet en rolle.
- Han er den nye klubkaptajn. Det er han på grund af hans mentalitet og hans karakter og hans fortid i Odense. Han kommer herfra. Han har en høj interesse i at gøre det her til en succesfuld historie, og så har han sportskvalifikationerne og de personlige kvalifikationer til det. Han var jo også kaptajn i FCK.
Første gang Falk kan være iklædt den stribede trøje med anførerbindet om armen er søndag klokken 18:00, hvor OB tager hul på 3F Superligaen mod FC Midtjylland på MCH Arena.
Læs mere her:

OB
Rasmus Falk












