Officielt: West Ham henter målmandstræner i Brøndby
West Ham United har netop præsenteret Casper Ankergren som ny målmandstræner i klubben. Han forlader dermed Brøndby IF.

West Ham United har været på rov i Brøndbys trænerstab.
Her har de hentet Casper Ankergren, der skifter til klubben efter fire år i Brøndby.
Det har Brøndby offentliggjort på sin hjemmeside.

Nu skal Ankergren være "Lead First-Team Goalkeeper Coach" i Premier League-klubben West Ham, og det vækker stolthed i Brøndby-lejren.
- Casper har været med til at løfte vores miljø omkring vores målmandsgruppe til et højt niveau, og vi vil derfor gerne takke ham for hans arbejde og det store engagement, han har vist i vores daglige træning.
- Samtidig er vi også stolte over at sende en fra vores trænerstab videre til en klub i verdens største liga. Det er et kvalitetsstempel, både for Casper og for klubben og vores træningsmiljø, fortæller fodbolddirektør Benjamin Schmedes til Brøndbys hjemmeside.
Det er ikke første gang, at Ankergren skal arbejde i en engelsk klub. Tidligere har han været i Brighton. hvor han arbejdede sammen med West Ham United's nuværende cheftræner, Graham Potter. Det samarbejde genoptages nu.
Brøndby har allerede Ankergrens erstatning på plads i form af tyske Justin Merz, som kommer fra RSC Anderlecht, hvor han har været de sidste to år.
- Justin er en spændende og moderne målmandstræner med international erfaring og en stærk faglig profil. Han kommer fra et miljø i Anderlecht, hvor der arbejdes med høje standarder, og vi er derfor glade for at kunne byde ham velkommen til Brøndby IF og ser frem til at få hans kompetencer i spil i vores daglige træning og udvikling af vores målmandsteam, siger Schmedes.
32-årige Merz har en fortid som aktiv spiller i klubber som Karlsruher SC, Viktoria Berlin og FC Union Berlin.
Opdateres...













