Officielt: Bror Blume vender hjem
Lyngby Boldklub har netop præsenteret Bror Blume som ny mand i kongeblåt.

Bror Blume er tilbage.
Den nu 33-årige midtbanespiller er nemlig vendt hjem til Lyngby Boldklub på en fri transfer, efter at hans aftale med østrigske WSG Tirol ikke blev forlænget.
Lyngby Boldklub oplyser ikke, hvor lang en aftale Bror Blume har skrevet under på.
- Vi er altid glade, når det er en af vores egne drenge, der gerne vil vende hjem, og selv om vi nu er mange på positionerne, så giver det mening at tilknytte Bror, fordi han har noget andet end de andre, og dertil kommer han med vigtig erfaring og har før spillet med om oprykning, så vi vil gerne stå så stærkt som muligt, og det skader lidt konkurrence ikke på, lyder det fra Lyngbys sportschef Nicas Kjeldsen.

- Det er en mere erfaren spiller, der har lært meget ved at være i både AGF og Tirol, og jeg har fået nogle redskaber med ved at være ude. Jeg håber, jeg kan sætte dem i spil og også gøre mine holdkammerater bedre, ligesom jeg håber, at jeg kan trække på min erfaring fra oprykningen i 2016, fortæller Bror Blume selv.
Den nu 33-årige midtbanespiller forlod Lyngby Boldklub tilbage i 2018 til fordel for AGF, før han i 2021 skiftede til WSG Tirol.
I alt står Lyngby-drengen noteret for 140 optrædener i kongeblåt med 13 mål og 15 oplæg til følge.
Den hjemvendte midtbanespiller får trøje nummer seks i Lyngby.
Lyngby Boldklub












