Kolding har afvist flere bud på dansk profil
Der er stor interesse for Koldings 20-årige kantspiller.

Transfervinduet er åbent, og der plejer at være garanti for aktivitet ved svingdøren hos Kolding IF.
Denne sommer har der dog været opsigtsvækkende stille hos 1. divisionsklubben , som kun har hentet en enkelt spiller indtil videre; Magnus Døj, der senest var i Holbæk i 3. division.
Men Niklas Nürnberg, head of football i Kolding IF, lover, at der blot er tale om stilhed før stormen, for klubben kommer vanen tro til at være aktive i med både køb og salg.
En af dem, som kan blive solgt, er stortalentet Sami Jalal, og der allerede er kommet flere bud på den 20-årige dansker.
- Der er absolut interesse fra ham, og der er også blevet afvist mange bud og henvendelser på ham allerede, udtaler Nürnberg til Campo, og fortsætter:
- Vi ved, hvad han er værd, men indtil videre har markedet ikke været villige til at imødekomme dette. Men vi får henvendelser fra mange forskellige steder, både løse og konkrete henvendelser. Og ja, også fra dansker klubber.

Den unge kantspiller har netop overstået sin første sæson i Kolding, men Nürnberg afviser ikke, at det kan blive Jalals sidste, fordi han besidder nogle særlige kvaliteter, der gør ham interessante for større fisk i søen.
- Han har en fart og en fysik, der er efterspurgt på øverste niveau, og dét alene er noget, som kan føre ham et niveau op. Og hvad han så kan få lagt på af slutprodukt og offensive aktioner, det kommer i virkeligheden til at være dét, som bliver afgørende for, hvor højt han når, lyder det fra fodboldchefen.
Kolding har kontrakt på Jalal frem til sommeren 2027.
Kigger på nye markeder
Kolding IF er sluttet på tredje- og fjerdepladsen de seneste to sæsoner i 1. division, og i jagten på at tage næste skridt op på oprykningspladserne arbejder man på at forstærke holdet på en lang række positioner.
- Vi kigger ret ret bredt og vil gerne have styrket alle kæder, men vores hovedfokus ligger især på de offensive positioner, hvor vi i talende stund er tynde på bredden, og også gerne vil styrke kvaliteten.

- Men der bliver også kigget på målmænd, forsvaret og en defensiv midtbanespiller i dette vindue.
Nürnberg fortæller, at Kolding IF ikke kun kigger på de hjemlige eller nordlige markeder, men at man har gjort søgningen endnu bredere, og også kigger efter spillere i Syd- og Centraleuropa.
Og så er der jo en god grund til, at der ikke har været den helt store transferaktivitet endnu.
- Det er helt sikkert, fordi vi også kigger på nogle spillere, der på et tidligt stadiet i vinduet nok ikke har den danske 1. division øverst over drømmedestinationer.
- Så vi venter på nogle spillere, der lige skal "varmes op" ved tanken, slutter Nürnberg
Kolding starter sæsonen i 1. division på lørdag mod AaB.
Nürnberg har tidligere fortalt i Campos podcast, Campo på udebane, hvilken dansker han inspireres af. Læs mere her.
Kolding IF












