Neestrup forsikrer: Moukoko blev stillet særligt krav inden skifte til FCK
Selvom Youssoufa Moukoko kommer med et flot CV, er han ikke kun hentet til FCK for de store kampe.

Det kom bag på mange, da F.C. København offentliggjorde købet af Youssoufa Moukoko.
Den tyske offensivspiller blev i sine unge dage anset som et af verdens største talenter, men karrieren har taget et mindre dyk, og derfor er tyskeren i dag i en alder af 20 år at finde i den danske hovedstad.
Men selvom Moukoko kommer med et flot CV, der byder på Bundesliga- og Champions League-kampe for Borussia Dortmund, er han ikke kun hentet til de store kampe. Og Champions League måtte ikke være et krav for det tyske stortalent.
Det fortæller FCK's cheftræner, Jacob Neestrup.
- Jeg har snakket med Sune [Smith-Nielsen, FCK's sportsdirektør] flere gange, og vi har lovet hinanden, at Moukoko ikke skal komme her for at spille Champions League. For hvad så hvis vi ikke kvalificerer os?
- Han skal komme her, fordi han vil vinde Superligaen og spille for F.C. København. Det er uanset, om vi spiller et hektisk derby mod Brøndby eller skal en tur til Haderslev eller Fredericia, siger Neestrup i podcasten 'Vores Liga'.
Youssoufa Moukoko spillede en time i F.C. Københavns sidste kamp i opstarten mod HSV.

Neestrups tropper åbner Superliga-sæsonen fredag aften, hvor holdet møder Viborg FF.
FCK skal i jagten på Champions League-gruppespillet en tur til Kosovo.
Læs mere om det her:

Jacob Neestrup
F.C. København












