Officielt: Yussuf Poulsen skifter til HSV
Den 31-årige dansker er netop blevet præsenteret i Hamburger SV.

Efter 12 år i RB Leipzig skal Yussuf Poulsen nu tørne ud for HSV.
Søndag aften blev han præsenteret på klubbens sociale medier.
- HSV er en fantastisk klub. Den første internationale kamp, jeg nogensinde så var i UEFA Cup'en mellem FC København og HSV, fortæller Yussuf Poulsen på HSV's hjemmeside.
Danskeren får nummer 15 i sin nye klub.
- Jeg ser frem til fansene og den fantastiske atmosfære på Volksparkstadion. Jeg har oplevet den med Leipzig i DFB Cup. Det var fænomenalt.
- Jeg har altid sagt, at jeg håber, at HSV ville være tilbage i Bundesligaen snart. Jeg har selv prøvet at rykke op, og ved hvilken begejstring, det kan føre med sig.
Tipsbladet har tidligere fortalt, at Yussuf Poulsen får en to-årig kontrakt i Bundesliga-klubben.
Yussuf Poulsen skiftede til RB Leipzig i 2013, hvor klubben spillede i 3. Liga. Danskeren nåede at spille 425 kampe for Leipzig, hvor det blev til 95 mål og 66 oplæg.
RB Leipzig
Yussuf Poulsen
Hamburger SV












