Sporting-boss raser mod Gyökeres efter fravær til træningslejr
Det slår gnister mellem Viktor Gyökeres og Sportings præsident.

Sporting Lissabon er havnet i et intenst opgør med sin stjernespiller Viktor Gyökeres.
Den portugisiske storklub rejste lørdag på træningslejr ved Algarvekysten, og her skulle den svenske landsholdsangriber efter planen også have været med.
Men han var ingen steder at finde ved afgang.
Svenskeren føler sig ifølge flere medier snydt af Sporting, som han mener løber fra en aftale om, at han kan skifte denne sommer. Angriberen har senest været sat i forbindelse med et stort skifte til Arsenal, men endnu er der ikke sket en transfer.
Og nu bekræfter Sportings præsident, Frederico Varandas, at der er startet en intern disciplinærsag mod Gyökeres, og han lægger ikke fingre imellem.
- Vi er rolige. Det hele bliver løst, når transfervinduet lukker – med en stor bøde og en undskyldning til truppen, udtaler præsidenten til nyhedsbureauet Lusa.
Sporting har ingen planer om at bøje sig for pres – heller ikke fra spilleren selv.
-Hvis de (klubberne, red.) ikke vil betale den reelle markedsværdi for Viktor, har vi det helt fint med det i de næste tre år, lyder den kontante melding.

Den 27-årige svenskers kontrakt løber frem til sommeren 2028, og præsidenten er langt fra imponeret over den måde, Gyökeres og hans bagland håndterer sagen på.
- Hvis de genier, der har lagt denne strategi, tror, at det lægger pres på mig for at gøre et salg lettere, så tager de ikke bare helt fejl – de gør også betingelserne for et salg sværere. Ingen står over klubbens interesser. Uanset hvem det er, slår præsidenten fast.
Sporting med Morten Hjuland og Conrad Harder møder Celtic og Sunderland i to testkampe.
Sporting CP












