Vemodig Kvistgaarden: Nu skal jeg ud og opleve en barndomsdrøm
Med skiftet til Norwich går en gammel drengedrøm i opfyldelse for Mathias Kvistgaarden.

Mathias Kvistgaarden har spillet sin sidste kamp i Brøndby-uniformen i denne omgang.
Tirsdag blev han officielt præsenteret i Norwich City, der har sikret sig den danske landsholdsbobler på en fireårig aftale.
Kvistgaarden forlader derfor sin blågule barndomsklub, og det er meget ambivalent, fortæller han i et længere interview til Brøndbys hjemmeside.
- Det er jo meget blandede følelser at skulle tænke på, at det er forbi for den her gang. Det er utrolig svært at beskrive, fordi det er lige pludselig 10 år, der er gået meget hurtigt.
- Det er jo glæde for, at min karriere skal fortsætte, og jeg skal ud og opleve en barndomsdrøm. Men det er også med lidt tårer i øjnene, at man ikke skal være her længere. Det er lidt svært at beskrive, at det er forbi, siger Kvistgaarden.

Kvistgaarden slutter det nuværende kapitel i Vestegnsklubben med 126 optrædener på førsteholdet på sit CV med 47 mål og 19 assists til følge.
Nu går turen i stedet til Championship, hvor han skal prøve kræfter med engelsk fodbold.
Læs mere om Kvistgaardens skifte her:

Brøndby IF
Mathias Kvistgaarden
Norwich City












