Officielt: Ajax-dansker skifter til Düsseldorf
Christian Rasmussen vinker endegyldigt farvel til den hollandske storklub.

Christian Rasmussen havde egentlig to år tilbage af sin kontrakt i Ajax.
Alligevel er parterne nået frem til, at det var bedst at stoppe samarbejdet nu.
Derfor er han blevet solgt til tyske Fortuna Düsseldorf.
Det oplyser den hollandske storklub på sin hjemmeside.
- Christian har været i Ajax i adskillige år, men han har ikke været i stand til at tage en plads i startelleveren. Han arbejder hårdt, og vi håber, at han kan tage næste skridt i 2. Bundesligaen og fortsat bygge en succesfuld karriere, siger Ajax-direktør Alex Kroes.
Den 22-årige offensivspiller kom til Ajax allerede i sommeren 2019 fra FC Nordsjælland.
Han fik sin debut for førsteholdet i vinteren 2023.
I alt nåede han 25 officielle kampe med to scoringer til følge.
Han er blevet udstyret med nummer 10 i sin nye tyske klub.
Ajax












