– Der skal en helvedes masse penge til, før vi sælger ham
IFK Göteborg-træner, Joachim Björklund, vil meget nødigt af med den tidligere OB’er Max Fenger.

Max Fenger har været en bragende succes i IFK Göteborg.
Her har den tidligere OB'er i sandhed fundet fodfæste, og det nyder klubbens cheftræner, Joachim Björklund i fulde drag.
Så meget, at han på ingen måde har lyst til at se den 23-årige dansker forlade klubben. Hvis det skulle blive aktuelt ville det nemlig kræve en 'helvedes masse penge'.
- Jeg har faktisk ikke hørt noget om, at vi er ved at miste ham, men jeg ved jo, at Max præsterer utroligt godt i alle kampe – uanset om han scorer mål eller ej. Og jeg ved jo, hvordan fodboldverdenen fungerer.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at hvis vi mister ham, så håber jeg, at vi bliver godt betalt for ham. Jeg synes, der skal en helvedes masse penge til, før vi slipper ham, fortæller Björklund til Expressen.

I sommer præsterede Allsvenskan-klubben sit rekordsalg, da Malick Yalcouyé skiftede til Brighton for en sum i omegnen af 100 millioner svenske kroner, som svarer til 67 millioner danske kroner.
Joachim Björklund mener i hvert fald også, at et eventuelt salg af Max Fenger bør være et rekordsalg for klubben.
- Det skal være noget i den retning. Hans alder er lidt anderledes, end Malicks var, men jeg synes, han er så vigtig for os, at jeg i hvert fald ikke vil slippe ham for peanuts, lyder det fra Göteborg-træneren.
Malick Yalcouyé var 18 år gammel, da han blev solgt, mens Max Fenger aktuelt er 23 år gammel.
Sidstnævnte har i sine hidtil 18 kampe for IFK Göteborg scoret 11 mål og stået for ét enkelt oplæg. I skrivende stund er Max Fenger nummer to på topscorerlisten i Allsvenskan.
IFK Göteborg












