Joao Pedro efter startdebut: En drøm – kunne ikke være gået bedre
Joao Pedro kunne ikke have håbet på mere tirsdag aften.

Joao Pedro startede tirsdag aften inde for Chelsea for første gang siden sit skifte til den kongeblå Premier League-klub tidligere på sommeren.
Og det gjorde han godt.
Chelsea står nemlig nu i finalen ved klub-VM efter en 2-0-sejr over Fluminense - og Joao Pedro scorede begge mål.
Efter slutfløjt er det da også en glad brasilianer, der over for sin nye klub sætter ord på startdebuten.
- Jeg synes, at det var en drømmestart. Jeg tror ikke, det kunne være gået bedre. Jeg er virkelig glad, siger han indledningsvist og forsætter:
- Jeg vil hjælpe holdet. Jeg vidste, jeg kunne score i dag, og det var det jeg gjorde. Holdet kontrollerede kampen i dag, gjorde det virkelig godt og nu er vi fokuserede på finalen.
- Jeg synes, at vi har et rigtig godt hold, store spillere og det er en fornøjelse at spille med dem. Jeg tror, at den her sæson kan blive virkelig god for os, siger den 23-årige angriber.
Modstanderen var samtidig ikke bare en hvilken som helst brasiliansk klub.
Joao Pedro fik nemlig i sin tid sit gennembrud i netop Fluminense.
- Jeg er glad for at score mit første mål, men jeg ved også at turneringen var vigtigt for dem. Jeg kan bare sige undskyld, men jeg må også være professionel. Jeg spiller for Chelsea, som betaler mig for at score mål. Jeg var glad for at score, siger han.
Chelseas modstander i finalen findes onsdag aften, når Paris Saint-Germain og Real Madrid ramler sammen.
Chelsea FC












