Bekræftet: Rosenborg sælger Emil Frederiksen
Den danske offensivspiller fortsætter karrieren i kroatisk fodbold.

Emil Frederiksen skifter fra Rosenborg til kroatiske Istra 1961.
Den danske offensivspiller, der i seneste sæson var udlejet til AC Horsens, har underskrevet en treårig aftale i den kroatiske klub, der sluttede på sjettepladsen i sidste sæson.
Tilgangen af den 24-årige midtjyde vækker stor begejstring hos klubbens sportsdirektør.
- Emil er en offensiv spiller, der skiller sig ud ved sin kreativitet og målsans. Han udmærker sig ved god teknik, spiloverblik og præcise afslutninger.
- Han har passeret næsten alle aldre på de danske ungdomshold, og med ham får vi en spiller, der med sine egenskaber og kvaliteter helt sikkert kan hjælpe os med vores mål om at gøre vores hold så stærkt og konkurrencedygtigt som muligt, udtaler sportsdirektør Saša Bjelanović.

Emil Frederiksen kommer fra en god sæson i AC Horsens, hvor han fik 25 kampe i den gule trøje med ni mål og syv oplæg. I Rosenborg er det blevet til 27 kampe, siden ankomsten i 2023.













