VFF-profil vinker farvel: Udenfor banen har det været svært i perioder
Renato Junior vinker farvel til Viborg og Danmark efter tre sæsoner i Superligaen.

Renato Junior vinker farvel til Viborg FF og dansk fodbold for denne gang.
Kløverklubben fra det midtjyske har solgt den brølstærke brasilianer til Al Wasl FC fra Dubai i De Forenede Arabiske Emriater.
Hovedpersonen selv takker klubben for to og et halvt gode år i klubben, hvor det dog ikke har været lige nemt hele vejen igennem for den brasilianske offensivspiller.
- Udenfor banen har det været svært i perioder, da mange ting er anderledes i Danmark, men jeg har lært at stå på egne ben og lært det engelske sprog, som helt sikkert vil gavne mig i fremtiden.

- Min tid i Viborg har gjort mig stærkere, og jeg vil altid være taknemmelig for, at jeg fik chancen her, som nu også åbner for en god mulighed i Dubai, fortæller han til klubbens hjemmeside.
I januar 2023 kom Renato Junior til domkirkebyen fra Água Santa i hjemlandet, hvor det ikke var blevet til megen spilletid for den unge brasilianer.
Siden han trak kløvertrøjen over hovedet første gang er det blevet syv scoringer og samme antal oplæg på 70 kampe.
Han sluttede sin tid i Viborg som fast mand i Superligaens kvalifikationsspil, hvor han spillede ni ud af ti mulige kampe. Han sad ude med karantæne i den ene kamp, han missede.
Viborg FF













