AaB køber U19-landsholdsanfører i FCK Foto: AaB

AaB køber U19-landsholdsanfører i FCK

AaB har forstærket sig med en talentfuld midtstopper.

Cornelius Olsson præsenteres i AaB.
Foto: AaB

AaB har været på rov i hovedstaden.

Med sig hjem har man fået den danske U19-landsholdsanfører.

Den nordjyske klub oplyser således på sin hjemmeside, at man har hentet Cornelius Olsson i F.C. København.

Også FCK bekræfter salget.

Cornelius OIsson løb tidligere på sommeren rundt med anførerbindet om armen ved U19-EM.

Han var i sidste sæson udlejet fra F.C. København til Torino FC, hvor det blev til 35 kampe for den italienske klubs U20-hold.

- Det glæder os, at vi kan tilføje en ung og spændende midtstopper som Cornelius Olsson til vores trup. Han er en moderne, højrebenet midterforsvarer, som er godt skolet, har styr på sine defensive principper og er god på bolden. 

- Cornelius Olsson har gennem ungdomsrækkerne og senest på det danske U/19-landshold vist, at han kan være en leder, og vi ser ham som en spiller, der både kan tage vigtige udviklingsskridt i vores klub og samtidig konkurrere om en plads i det centrale forsvar i den kommende sæson, siger Michael Tuxen Boll, administrerende direktør i AaB.

Cornelius Olsson præsenteres i AaB.
Foto: AaB

Den unge midtstopper har 43 U-landskampe for Danmark under bæltet.

Han tilslutter sig resten af AaB-truppen allerede i dag torsdag.

Han er blevet udstyret med en aftale af fire års varighed.

Cornelius Olsson blev hentet til F.C. København fra Svendborg allerede som 14-årig.

Det fremgår ikke, hvor meget AaB har købt ham fri for.

Det er FCK's tredje spillersalg på bare to dage. Nedenfor kan du læse om Rasmus Falks skifte til OB:

Falk i rørende afsked med FCK-trup: Håber I bliver nummer to

Mest læste

Notifications

Notifikationer