Officielt: Lyngby sælger Amon til Vejle
Den 26-årige amerikaner bliver i Superligaen.

Nedrykningen med Lyngby får ikke den store indflydelse for Jonathan Amon.
Den 26-årige amerikaner er tirsdag blevet præsenteret som ny spiller i Vejle Boldklub, og dermed står den også på superligafodbold for Amon efter sommerferien.
Amon har i Nørreskoven skrevet under på en kontrakt for de kommende to år.
- Jeg er meget taknemmelig og takker Gud for muligheden for at repræsentere Vejle Boldklub og hjælpe klubben med at opnå sine mål og overleve 3F Superligaen i den kommende sæson. Jeg kender Mikkel Hemmersam fra vores fælles tid i FC Nordsjælland, og mine samtaler med ham og Ivan Prelec gjorde mit valg nemt.
- Jeg kommer til en klub med en klart defineret målsætning om at bygge et konkurrencedygtig fodboldhold op, og jeg er glad for, at man har set min vej i den proces, fortæller Jonathan Amon.
Allerede onsdag slutte Amon sig til den øvrige Vejle-trup.
- Jeg ser frem til at starte og til at møde alle de gode mennesker på og omkring holdet, som jeg har hørt meget godt om. Jeg er opsat på at vise alle, hvad jeg kan, og jeg glæder mig til at træde ind på Vejle Stadion i den røde trøje foran klubbens fantastiske fans. Jeg er sikker på, at der i Vejle Boldklub venter en god og spændende tid, både for mig personligt og for klubben i det hele taget med den udvikling, vi er begyndt på, lyder det fra Amon.

Jonathan Amon er bare den seneste i Vejles markante oprustning ovenpå superligaoverlevelsen.
Bismark Edjeodji, Lasse Nielsen, Mikkel Duelund, Christian Sørensen og Andrew Hjulsager har tidligere på sommeren sluttet sig til holdet, hvor også Stefan Velkov, Igor Vekić, Anders K. Jacobsen og Thomas Gundelund har forlænget deres respektive kontrakter med klubben.
Hverken Vejle Boldklub eller Lyngby Boldklub oplyser, hvad Amon har kostet jyderne.
Lyngby Boldklub
Vejle Boldklub












