Officielt: Arsenal henter spanske Kepa i Chelsea
Den spanske målmand slutter sig til landsmanden David Raya i Arsenals målmand-team.

Petr Čech tog turen i 2015.
Nu går spanske Kepa Arrizabalaga i den store tjekkes fodspor.
Dags dato har den spanske målmand nemlig skiftet Chelsea og Stamford Bridge ud med Arsenal og Emirates.
30-årige Kepa har tilbragt de seneste to sæsoner på leje i henholdsvis Real Madrid og Bournemouth, men nu skal han på mere permanent basis tagen kampen om pladsen i Arsenal-målet op med den ét år yngre landsmand David Raya.
- Jeg er virkelig, virkelig glad for at være her. Jeg er virkelig spændt og ser frem til det, der kommer.
- Ambitionerne som den her klub viste, da jeg talte med Mikel [Arteta] og Inaki [Cana], og hvor meget de vil vinde... Jeg tror, vi er tæt på at vinde, og forhåbentlig kan vi alle sammen sammen opnå det, lyder det fra Kepa.
Kepa slutter sig til resten af Arsenal-truppen med øjeblikkelig virkning, og kommer til at bære trøjenummer 13.
- Vi er virkelig glade for, at Kepa slutter sig til Arsenal-familien. Han er en spiller med stor erfaring, en der allerede har vundet store trofæer, og vi kan ikke vente til, at han slutter sig til gruppen og hjælper klubben til at vinde.

- Kepa ved, at det er en spændende tid at være i Arsenal, og vi ved, at han er en spiller, der tager en vindermentalitet med sig. Vi byder ham og hans familie velkommen til klubben, og vi ser frem til, at han møder sine holdkammerater og staben, som alle er spændte på at se ham, lyder det fra sportsdirektør Andrea Berta.
Arsenal har ikke selv offentliggjort Kepas kontraktlængde i det nordlige London.
På rygteplan koster spanieren Arsenal fem millioner pund - svarende til cirka 44 millioner danske kroner.
Mens Olivier Giroud og Ashley Cole i dette årtusind har taget turen fra Arsenal til Chelsea, så har trafikken den anden vej været markant større. William Gallas, Lassana Diarra, Yossi Benayoun, Petr Cech, David Luiz, Willian, Jorginho, Kai Havertz og senest Raheem Sterlings lejeophold er alle eksempler på et skifte fra Chelsea til Arsenal.
Arsenal
Chelsea FC












