Endnu en chef stopper i AaB

Endnu en chef stopper i AaB

Scouting- og rekrutteringschef Julius Nagel stopper i AaB.

I slutningen af maj fik AaB's cheftræner og sportsdirektør sparket.

Siden meddelte klubbens tyske ejer, SSE22, at man ville trække sig fra den daglige drift.

Nu skal der snart tages afsked med endnu en højtstående ansat.

AaB oplyser nemlig i en pressemeddelelse tirsdag, at Julius Nagel stopper i klubben når transfervinduet smækker i.

Har kom til klubben for præcis to år siden og har varetaget jobbet som Scouting- og rekrutteringschef.

Hans kommende stop sker i "fælles forståelse", lyder det.

- Som scouting- og rekrutteringschef har Julius i de seneste par år sammen med den respektive sportsdirektør været ansvarlig for scouting og rekruttering af truppen omkring førsteholdet, hvilket i en periode med mange udfordringer ikke altid har været den nemmeste opgave.

- Som person er Julius meget behagelig at omgås, og han har leveret et dedikeret stykke arbejde, hvilket blandt andre har bragt profiler som Mathias Jørgensen og Melker Widell til AaB.

- I forlængelse af at vi forhåbentlig inden for en overskuelig fremtid har en ny person på plads som sportslig ansvarlig, så har både vi og Julius i fred og fordragelighed vurderet, at det kunne give god mening at stoppe samarbejdet, hvilket således vil ske om senest to måneder, siger Michael Tuxen Boll, administrerende direktør i AaB, og fortsætter:

- Vi er glade for, at Julius har indvilliget i at varetage sin nuværende rolle i det igangværende transfervindue eller i hvert fald indtil, at der er sket en overlevering til en ny sportslig ansvarlig, og når det kommer dertil, så ønsker vi Julius alt det bedste fremover.

AaB er stadig i proces vedrørende ansættelse af en ny sportslig ansvarlig, oplyses det slutteligt i pressemeddelelsen.

Mest læste

Notifications

Notifikationer