Retovs specielle debut: Kender BIF-spillerne bedre end Hvidovres
I Martin Retovs debut som cheftræner i Hvidovre IF stod han over for sin tidligere arbejdsgiver.

220 kampe, et mesterskab og tre pokaltitler som spiller, og dernæst otte år som træner i Brøndby Masterclass og som assistenttræner i Superligaen.
Martin Retov har uden tvivl et stort blågult hjerte.
Derfor var det også specielt for den 45-årige cheftræner, da han for første gang stod i spidsen for sin nye arbejdsgiver, Hvidovre IF, og så endda mod Brøndby.
- Det er jo specielt. Selvfølgelig er det det. Der er jo ingen tvivl om, at når det er første gang, jeg står i spidsen for Hvidovre, og det så er imod Brøndby, så er det selvfølgelig anderledes.
- Jeg kender jo alle Brøndby-spillerne indgående. Jeg har jo træner meget, meget mere med dem, end jeg i virkeligheden har med Hvidovre-spillerne, siger Martin Retov til Campo og den øvrige presse efter testkampen lørdag.
Retov lagde heller ikke skjul på, at han, trods sit nye job i Hvidovre, stadig kommer til at besøge Brøndby Stadion, når tiden er til det.
- Jeg kommer på Brøndby Stadion, når jeg har mulighed for det. Det vil jeg altid gøre, uanset om jeg er i fodbold her i Hvidovre eller et andet sted.

- Så er det jo bare en klub, jeg altid vil følge, siger Martin Retov.
Retov blev ansat som ny cheftræner i Hvidovre den 16. maj, efter Per Frandsen havde meddelt klubben, at han ønskede at søge nye udfordringer.
Når Hvidovre tager hul på en ny sæson i 1. Division, bliver det hjemme på Pro Ventilation Arena mod B.93. Det opgør spilles den 18. juli kl. 19:00.
Første testkamp endte dog uden vinder. Læs om kampen herunder:

Brøndby IF
Hvidovre IF












