Messi og Miami ydmyget af PSG efter brutal første halvleg
Der var klasseforskel, da Paris Saint-Germain sendte Inter Miami ud af klub-VM søndag aften.

Hvis nu fodboldfansene i USA gik og troede, at Inter Miami kunne hamle op med toppen af europæisk fodbold, så tog de grueligt fejl.
Fra første fløjt var der nemlig en verden til forskel på niveauet mellem Paris Saint-Germain og Inter Miami, da de to ramlede sammen søndag aften ved klub-VM.
Det amerikanske hjemmehold blev dog ekspederet ud af turneringen med cifrene 4-0.
Samtlige mål blev scoret før pausen.
Joao Neves kunne allerede i det sjette minut gøre det til 1-0 for PSG efter et tungt pres fra start.
I det 39. minut blev det - fuldt fortjent - til 2-0 på et mål scoret af selvsamme Neves.
I det 44. minut blev ondt værre, da indskiftede Tomas Aviles kom til at sende et indlæg i eget mål til 3-0, inden den spinkle mængde spænding forud for anden halvleg blev dræbt, da Achraf Hakimi gjorde til 4-0 i første halvlegs tillægstid.
Da kampen var 70 minutter gammel, havde PSG brugte fem udskiftninger.
Anden halvleg bag generelt præg af to mandskaber, der ikke havde behov for at levere det store show længere.
Lionel Messi var med 10 minutter tilbage tæt på at finde vej til netmaskerne, da han headede mod mål. Donnarumma måtte ud i strakt figur for at afværge.
PSG er nu klar til kvartfinalerne, mens Inter Miami atter kan rette fokus mod MLS.
Paris Saint-Germain
Inter Miami













