Uden kasket, solbriller og hætte – Conrad Harder bliver stoppet på gaden i Lissabon
Den blonde dansker har allerede fået stjernestatus i Portugal.

Det er under 10 måneder siden, at Conrad Harder tog turen fra Farum til Lissabon.
Den 20-årige danske angriber har fra start fået chancen på det portugisiske mandskab, hvor hans første sæson har budt på hele 47 kampe med 11 mål og syv assists til følge.
Harder og Sporting vandt den portugisiske liga med to point ned til bysbørnene fra Benfica, som også blev slået efter forlænget spilletid i den portugisiske pokalfinale.
I den kamp var det Conrad Harder, der kom ind fra sin startplads på bænken og efter 99 minutters spil gav Sporting en 1-2-føring. Det gav selvsagt den blonde dansker lidt af en helterolle i den grønne del af den portugisiske hovedstad, men allerede da han i september skiftede til Verde e Brancos fik han den portugisiske fodboldpassion at føle med folk, der vendte sig om efter ham på gaden.
Se Harders scoring her:
Conrad Harder has fired Sporting CP ahead in extra-time against Benfica in the Taça de Portugal final!pic.twitter.com/mXm93L0jfh
— Próxima Jornada (@ProximaJornada1) May 25, 2025
- Det var allerede da jeg skrev under og landede i lufthavnen dernede, og det er kun blevet 'værre' og 'slemmere ' siden. Det er superfedt at de kommer over til en, det skal man jo ikke klage over, det betyder jo bare, at man gør noget rigtigt.
- Det er fedt. Der er mange, der kommer over til en hele tiden. Man kan ikke rigtig gå på gaden uden kasket, solbriller og hætte. Hvis man godt kan lide det og gerne vil møde dem, så er der i hvert fald rigeligt af dem, fortæller Harder til Campo.
Conrad Harder havde kun lige akkurat nået at etablere sig som en profil på FC Nordsjællands superligamandskab, da han skiftede Right to Dream Parks kunstgræs ud med Estádio José Alvalade, og tilværelsen i de to byer er ganske forskellig.
- Det er noget helt andet, men jeg kan også godt lide det. De er megasøde dernede (i Portugal, red). De har taget mig ind allerede til at starte med, det viser at man gør noget rigtigt, og det kan jeg godt lide, fortæller Conrad Harder.
Du kan se hele klippet med Conrad Harder her:
Conrad Harder og Sporting spiller i juli tre testkampe, inden det 31. juli atter står på et møde med Benfica, som på Estádio Algarve står på den anden side i den portugisiske Supercup.

Sporting CP
Conrad Harder












