Tidligere Esbjerg-ejer fængslet: Et mareridt for familien
Paul Conway sidder fængslet på femte uge i Spanien.

En ikke-fodboldrelateret forretningsrejse til Barcelona endte med en tur i fængslet for amerikanske Paul Conway.
Der sidder den tidligere Esbjerg fB-ejer fortsat, efter det spanske politi den 20. maj anholdte ham ved ankomsten til landet.
Det er en arrestordre fra en belgisk domstol, der betyder, at det spanske politi var tvunget til at anholde Conway, da han satte fod på europæiske grund, og den arrestordre kommer som følge af Conways involvering i den belgiske klub KV Oostende, skriver The Athletic.
55-årige Conway er medejer af Hong Kong-baserede Pacific Media Group, som undervejs har ejet hele syv klubber i forskellige europæiske lande - herunder danske Esbjerg fB og altså belgiske KV Oostende.
Ligesom det var tilfældet i Esbjerg, mistede Conway kontrollen over den belgiske klub i starten af 2024, hvor en overtagelsen fra en lokal ikke kunne forhindre klubben i at gå konkurs.
Det er den konkurs, der fik de belgiske myndigheder til at undersøge Conway, og i marts blev der udstedt en arrestordre in absentia, da Conway ikke selv var til stede, og den efterfølgende anholdelse i Barcelona har mildest talt overrasket den amerikanske familie.
- Det var et chokc og starten på et mareridt for vores familie. Paul har ingen pletter på sin straffeattest, så vi har svært ved at forstå, hvorfor den belgiske regering har udstedt en arrestordre, siger Conways kone, Louisa Conway, til The Athletic.
Ifølge mediet er det Oostendes køb af angriberen Mickael Brion fra franske AS Nancy - en klub også ejet af Conways koncern - tilbage i 2021, der er det centrale anklagepunkt mod Conway.
Brion kostede angiveligt Oostende fem millioner euro, men straks efter handlen blev han udlejet tilbage til Nancy og siden solgt til den belgiske klub RWD Molenbeek et år senere for bare det halve. Den handel havde ifølge belgiske fans til formål at forbedre Nancys økonomi, da de havde vanskeligheder med at opnå ny licens i Frankrig, skriver The Athletic.
De belgiske myndigheder kræver nu Conway udleveret, men det forsøger amerikaneren angiveligt at modsætte sig.

Esbjerg fB












