Tidligere BIF-profil Dominik Kaiser forlænger med RB Leipzig
Den 36-årige tysker har fået yderligere to år i den østtyske klub.

Dominik Kaiser gør det godt i RB Leipzig.
Så godt at den tidligere Brøndby-profil nu har fået en kontrakt på yderligere to år som chef for det, klubben selv kalder 'karriere center'.
Kaiser fungerer som, man i danske klubber vil kalde transitionstræner, hvor han foruden integreringen af unge spillere i førsteholdstruppen er kontaktperson for udlejede spillere og deres lejeklubber.
- Jeg er glad for, at vores fælles rejse hos RB Leipzig fortsætter. Jeg nyder virkelig jobbet, især det at tage sig af unge spillere, der stadig er i starten af deres karriere. At støtte dem, rådgive dem og følge dem på vejen ind i professionel fodbold er en vigtig opgave.
- I de seneste år har vi med Career Center formået at udvikle mange unge spillere, som allerede har slået igennem i Tysklands tre øverste ligaer, eller som nu får mulighed for at tage de næste skridt – for eksempel helt aktuelt Jonathan Norbye og Timo Schlieck. Vores fælles mål er naturligvis fortsat at udvikle spillere til vores førstehold på en bæredygtig måde, lyder det fra Kaiser.
Dominik Kaiser blev tilknyttet sin tidligere klub, da han i januar 2023 gik på fodboldmæssig pension.

Kaiser kom til RB Leipzig fra Hoffenheim i sommeren 2012, og efter seks sæsoner i klubben, hvor han som anfører var med til at rykke fra Regionalliga til Bundesligae, skiftede han i sommeren 2018 til danske Brøndby IF.
På den københavnske vestgen blev det til i alt 68 kampe med 16 mål til følge. Særligt i efterårssæsonen 2019 gjorde han sig positivt bemærket i Superligaen med otte scoringer i sæsonens første 14 kampe.
RB Leipzig












