Ny Randers-strategi kan give Bertelsen grå hår
Skal Randers fortsætte den positive økonomiske udvikling, så kræver det flere og oftere spillersalg.

Randers er ikke blevet solgt. I hvert fald ikke endnu.
Derfor skal kronjyderne i stedet tænke i andre strategier, hvis økonomien skal fortsætte med den pæne fremgang, Randers har oplevet de seneste år.
Derfor blev der i kølvandet på udmeldingen om, at klubben ikke blev solgt, i stedet præsenteret en treårs plan, der skal øge budgetterne.
Skal budgetterne øges, så højner det kravene til cheftræner Rasmus Bertelsen. For flere penge i kassen betyder også større udskiftning i spillertruppen.
Og det er noget, der kan give cheftræneren grå hår, siger Bertelsen til Randers Amtsavis.
- Omsætningshastigheden på spillerne vil blive større. Det er det, der giver trænere gråt hår, fordi du hele tiden skal reparere og sætte noget nyt i gang,
- Men det er blevet vilkårene i den her fodboldverden, at det går hurtigt på transfermarkedet og på omsætningen af især unge spillere. Det er noget, vi skal vænne os til, og det har vi vel egentligt allerede vænnet os til med et stort spillersalg i hvert af de seneste fire transfervinduer, siger Randers-cheftræneren.

Med strategien håber Randers at følge den udvikling, klubben har gennemgået siden 2018, hvor spillerbudgettet er blevet løftet fra 25 millioner kroner til 35-40 millioner kroner, skriver Randers Amtsavis.
I udmeldingen omkring treårsplanen afviser Randers FC dog ikke, at klubben stadig kan blive solgt.
Fokus ligger dog på den fastslåede strategi. Herunder kan du blive klogere på den indstillede ejerjagt.

Randers FC












