Veteranen Kamil Glik fortsætter karrieren
Glik er klar til at tage endnu en sæson i den polske Ekstraklasa.

Han er nummer tre på listen over spillere med flest polske landskampe nogensinde med i alt 103 af slagsen.
Kamil Glik indstillede i 2022 sin landsholdskarriere, men hans klubkarriere fortsætter i bedste velgående.
Således har polske Cracovia onsdag meddelt, at klubben har forlænget med den 37-årige midterforsvarer.
Glik har internationale klubber som Palermo, Bari, Torino, AS Monaco og Benevento på cv'et, men siden august 2023 har han repræsenteret Krakow-klubben.
- Beslutningen om at forlænge kontrakten er et udtryk for gensidig tillid og tro på vores fortsatte fælles vej. Vi er glade for, at en så udmærket spiller fortsat vil være en del af vores projekt og hjælpe os med at opnå de mål, vi har sat os for den kommende sæson.
- Kamil, vi er glade for, at du bliver hos os! Lyder det fra Cracovia.
Kamil Glik har skrevet kontrakt for yderligere én sæson.
Det er kun Robert Lewandowski (158) og Jakub Błaszczykowski (109), der har spillet flere polske landskampe end Kamil Glik.













