Barca bekræfter dato: Vender tilbage til Camp Nou Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS
LaLiga

Barca bekræfter dato: Vender tilbage til Camp Nou

Allerede denne sommer kan fansene igen se fodbold på det legendariske stadion.

Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Det er ikke et fuldstændig færdigbygget stadion endnu, men det gør tilsyneladende ikke glæden mindre.

FC Barcelona har onsdag offentliggjort, at klubbens førstehold officielt vender hjem til Camp Nou den 10. august.

Her skal holdet spille opvisningskamp i den såkaldte Joan Gamper Trophy, hvor modstanderen endnu ikke er bekræftet - men på rygteplan er der melding om et besøg fra Cesc Fabregas og italienske Como.

FC Barcelona understreger i sin pressemeddelelse, at der i første omgang vil være tale om et Camp Nou, der fortsat er under ombygning, hvorfor kapaciteten til en start vil være markant begrænset.

En uge efter kampen spilles første runde i LaLiga, men endnu ligger kampprogrammet i den bedste spanske række ikke fast.

FC Barcelona spillede senest på Camp Nou den 28. maj 2023, hvor Mallorca blev besejret 3-0 i næstsidste spillerunde. Selvom der resterede yderligere én kamp, kunne FC Barcelona den majdag lade sig hylde som spanske mestre for 27. gang.

I denne sæson kom klubbens 28. spanske mesterskab i hus i klubbens frivillige exil på det olympiske stadion - Estadi Olímpic Lluís Companys - på Montjuïc godt fire kilometer sydøst for klubbens normale hjemmebane.

Mest læste

Notifications

Notifikationer