Går begge veje: FCN handler ind i Bodø/Glimt
FC Nordsjælland har hentet en ung keeper til klubben.

Det er ikke kun Bodø/Glimt, der henter spillere i Danmark.
Også de danske klubber kan finde på at gå rov hos det norske tophold.
Således har FC Nordsjælland tirsdag præsenteret 16-årige Oskar Nilsson som nyeste skud på stammen.
Den unge målmand kommer til fra Bodø/Glimt og blev så sent som mandag udstyret med en kontrakt i anlednings af sin 16 års fødselsdag.
Oskar Nilsson er bestemt ikke en signing grebet ud af den blå luft.
FC Nordsjælland oplyser nemlig, at han har været til prøvetræning i klubben flere gange:
- Oskar kommer til os fra norske Bodø/Glimt og regnes som et af de største målmandstalenter i Skandinavien. Oskar er blevet fulgt tæt af vores scoutingafdeling i samarbejde med vores målmandsteam igennem de seneste to år. Den grundige proces har bekræftet vores indtryk: Her har vi at gøre med en spiller med helt særlige kvaliteter – både på og uden for banen.
- På banen udmærker Oskar sig med en stærk evne til at løse spillet med bolden, hvilket er en afgørende egenskab i den måde, vi ønsker at spille på. Derudover besidder han fremragende fysiske forudsætninger og en sjælden evne til at træffe de rigtige beslutninger i komplekse situationer, siger akademidirektør Jacob Peñalver blandt andet.

Den nyslåede FCN'er bliver i første omgang en del af klubbens U17-hold.
Bodø/Glimt
FC Nordsjælland












