Italiensk medie: ‘Norske’ Albert Grønbæk lander i Italien i dag – lægetjek mandag
Grønbæk kan angiveligt skrive sin fjerde klub på cv’et på under et år allerede i den kommende uge.

Bodø/Glimt, Rennes, Southampton og Genoa.
Fire klubber og fire lande på under et år.
Sådan kan 12 travle måneder allerede i den kommende uge se ud for 24-årige Albert Grønbæk, der angiveligt lander i den italienske havneby søndag.
Det skriver den normalt velrenommerede, italienske fodboldjournalist Gianluca di Marzio, der til gengæld ikke har helt styr på sin nordeuropæiske geografi.
- Genoa forbereder velkomsten af Albert Grøndbæk i dag den 22. juni, han forventes at ankomme til byen og starte sit nye eventyr. I morgen vil den norske midtbanespiller gennemgå lægetjek i sin nye klub, inden han begynder sit nye eventyr i Serie A, lyder det fra Di Mazio.
Ifølge Di Marzio er der tale om en lejeaftale for hele 2025-26-sæsonen, hvori Genoa har fået inkluderet en købsoption til en værdi af 10 millioner euro - cirka 75 millioner kroner.

Hvis handlen falder på plads, bliver Albert Grønbæk holdkammerat med både Morten Frendrup og Sebastian Otoa, der begge er at finde i den liguriske klub.
Her får han desuden den franske fodboldlegende Patrick Vieira som cheftræner.
Albert Grønbæk returnerer denne sommer i udgangspunktet til franske Rennes efter endt lejeophold hos engelske Southampton. I den franske klub har han kontrakt til sommeren 2029.
Genoa
Rennes
Southampton F.C.
Albert Grønbæk
Morten Frendrup












