FC Nordsjælland henter midtbanespiller op i superligatrup
3F Superligaen

FC Nordsjælland henter midtbanespiller op i superligatrup

Førsteholdsdebuten har den 18-årige fortsat til gode.

Han får trøjenummer 47 som et synligt bevis.

18-årige Malte Heyde har skrevet under på sin første seniorkontrakt og er samtidig blevet rykket fra FC Nordsjællands akademi op i superligatruppen.

- Det betyder meget for mig, at jeg nu er rykket op. Det er det, jeg har kæmpet for, siden jeg kom til FC Nordsjælland, da jeg var 10 år, så jeg er stolt af, at klubben viser mig den tillid, og at de tror på mig, siger Malte Heyde

Heyde er søn af Jesper Heyde, der var en fast bestanddel af det Herfølge-mandskab, der i 1999-2000-sæsonen vandt DM-guld.

- Han spillede 6'er og 8'er, så det er faktisk helt det samme som mig. Jeg har altid spillet på midtbanen, og det startede jo nok med, at min far følte, at jeg skulle ind på midten at spille, men jeg har så også altid selv følt, at det var der, jeg hørte til inde, fortæller Malte Heyde

Malte Heyde kommer oprindeligt fra Dragør, og han har i denne sæson spillet fast for FC Nordsjællands U19-mandskab, der blev nummer fire i U19-ligaen. Han spillede 24 ud af 26 kampe, og trods positionen på den defensive eller centrale midtbane, bidrog han med otte scoringer.

Nu er han klar til endnu et skridt - endda et år før tid.

- Malte har jo efterhånden været hos os i rigtig mange år, og jeg synes, det er et rigtig godt eksempel på vores stærke akademiarbejde, at en spiller, der kom til os som 10-årig, nu er klar til at blive rykket op i Superliga-truppen.

- Maltes udvikling tog for alvor fart efter corona, hvor han blev rykket op til at spille en årgang over. Han har været en vigtig spiller på vores U17- og vores U19-hold, og nu rykker vi ham så op igen før tid, for han kunne faktisk godt spille et år mere på U19.

- Han har udviklet sig meget som person i det sidste års tid og er blevet en lederfigur på U19-holdet, hvor han også har gjort det rigtig godt på midtbanen som både 6'er og 8'er. Han er meget god i presspillet, dækker et stort område, er duelstærk og god til at samle andenbolde op. Han er også god til at komme i andenbølgen, hvor han kan bruge sit fine spark, og så er han en af de spillere, som jeg vil sige er rigtig god til at spille kamp. Han ved, hvad der skal til i en kamp for at få momentum over på sit holds side, lyder det fra fodbolddirektør Alexander Riget.

Malte Heyde kom til FC Nordsjælland for otte år siden.

Mest læste

Notifications

Notifikationer