Deco med skidt nyt for AC i Barca: Én stopper er nødt til at smutte
LaLiga

Deco med skidt nyt for AC i Barca: Én stopper er nødt til at smutte

Udtalelsen kom som et direkte svar på et spørgsmål om Andreas Christensen.

Andreas 'AC' Christensen har et enkelt år tilbage af sin kontrakt i FC Barcelona.

Noget kunne dog tyde på, at den kontrakt bliver vekslet til et klubskifte allerede denne sommer.

I hvert fald er ordlyden fra FC Barcelonas sportsdirektør Deco vanskelig at misforstå, da La Vanguardia spørger ham direkte til den danske stopper.

- Vi har fem centrale forsvarsspillere, og en af dem er nødt til at smutte på grund af overskuddet af spillere. Træneren er nødt til at træffe beslutninger. Som Hansi [Flick] siger; 'Jobbet er beslutninger'. Træneren er glad; Han er på ferie et dejligt sted i Formentera, og vi er helt på samme side, lyder det fra Deco.

Andreas Christensen har konkurrence i midterforsvaret fra spillere som Ronaldo Araujo, Pau Cubarsí, Eric Garcia og Iñigo Martínez, og særligt førstnævnte smutter næppe fra de spanske mestre denne sommer.

- Vi ønsker at forbedre holdet, ikke gøre det dårligere. Hvis vi mister en vigtig spiller, gør vi det dårligere. Ronaldo [Araujo] har en kontrakt og har forlænget sin kontrakt, og han har gennemgået en vanskelig sæson med unfair kritik. Han er en af de bedste stoppere i verden. At forlade os er ikke en del af Ronalds planer. Han ønsker at vende tilbage til sit bedste, lyder det fra Deco.

I den forgangne sæson skilte Andreas Christensen sig ganske markant ud i forhold til Barcas øvrige stoppere, hvad spilletid angår.

Ronaldo Araujo spillede 25 kampe, Pau Cubarsí spillede 56 kampe, Eric Garcia spillede 45 kampe og Iñigo Martínez spillede 46 kampe.

Flere forskellige skader gjorde, at det kun blev til seks kampe for Andreas Christensen.

Mest læste

Notifications

Notifikationer