Bischoff har ikke spurgt Brøndby om lov: Jeg så det egentlig som en selvfølge
Clement Bischoff var ikke en tur forbi Benjamin Schmedes før EM.

I FC Nordsjælland og F.C. København har de sagt nej.
Det har de ikke i Brøndby.
Den igangværende U21-EM-slutrunde ligger ikke i en såkaldt FIFA-termin, og dermed var det helt og aldeles op til klubberne, om de ville give spillerne lov til at tage med til Slovakiet.
Det har kostet FCK's Victor Froholdt og FC Nordsjællands Lucas Høgsberg deltagelsen, da deres klubber ikke ville give dem fri, men sådan har det ikke været hos Superligaens tredje og sidste sjællandske mandskab.
I Brøndby har de nemlig givet grønt lys til at både Mathias Kvistgaarden, Clement Bischoff og Noah Nartey kunne rejse med Steffen Højer og kompagni til Slovakiet.
Det er dog ikke noget, de tre spillere ligefrem har bedt om lov til.
- Nej jeg tror egentlig godt, Brøndby har vidst, at det var noget, vi rigtig gerne ville. Vi er jo tre Brøndby-drenge, og Mathias Kvistgaarden har været med her [på U21] rigtig længe og har talt rigtig meget om den her slutrunde.
- Jeg har ikke spurgt om lov. Jeg så det egentlig som en selvfølge, at jeg skulle med, hvis jeg blev udtaget. Jeg vidste egentlig ikke, at klubberne havde det her valg og kunne sige nej, så på den måde var der ikke de store spørgsmålstegn omkring mig, fortæller Clement Bischoff til Campo.
Hør fra Clement Bischoff her:
Den unge dansker har ikke umiddelbart nogen holdning til, at det i sidste ende er op til klubberne at bestemme.
- Det ved jeg ikke. Det synes jeg, er svært at svare på. Man vil selvfølgelig have det bedste hold med til en EM-slutrunde.
- Hvis reglerne i sidste ende er sådan, så skal de da have lov til det. Jeg er bare superglad for, at Brøndby har sagt ja og givet os den her mulighed, for det er en slutrunde og det er fedt, lyder det fra Bichoff.
Clement Bischoff blev lørdag rygtet til en ny Premier League-klub. Den historie kan du læse mere om her:

Brøndby IF
U21-landsholdet
Clement Bischoff












